HVAD ER ET NØGLEKORT
Nøglekortet er af lamineret pap og kan foldes til Dankort-størrelse. Alle kort er unikke, og det er systemet, der suverænt bestemmer rækkefølgen af numre og nøgler. Der er 148 nøgler på kortet og altså 148 ”adgangsbilletter” til det digitale Danmark.
Når du har 20 nøgler tilbage på kortet, får du automatisk tilsendt et nyt kort. Hvis du har brug for flere kort (fx før en længere rejse), kan du få udleveret op til 10 kort i dit borgerservicecenter eller dit pengeinstitut - husk identifikation (fx pas eller kørekort). Du kan også bestille op til tre ekstra nøglekort på NemID.nu.
Kan jeg selv bestemme, hvornår jeg får et nyt nøglekort?
Ja. Gå ind på NemID.nu, log på selvbetjening og angiv det antal nøgler, der skal være tilbage på dit kort, før systemet automatisk sender dig et nyt.
Er nøglekortet personligt?
Ja. Det kan (og må) udelukkende bruges af den, som kortet er sendt til. Nøglerne kan kun bruges sammen med dit bruger-id og din adgangskode, så man kan ikke bruge andres nøglekort. Du må naturligvis heller ikke give dit nøglekort og din adgangskode til andre – heller ikke ved at kopiere eller scanne det.
Sidst opdateret: 01-04-2011