Special dagtilbud
Dit barn kan eventuelt være berettiget til et særligt dagtilbud. Se mere her børn med særlige behov
Special skoletilbud
Dit barn kan eventuelt være berettiget til et særligt skoletilbud. Se mere her skolebørn med særlige behov
Dækning af merudgifter
Du kan få dækket dine dokumenterede eller sandsynliggjorte merudgifter hvis dit barns funktionsnedsættelse har indgribende følger i hverdagen og betyder, at du har højere udgifter til dit barns kost, tøj, pasning og lignende personlige behov, end du ville have haft, hvis dit barn ikke havde haft funktionsnedsættelsen.
Hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste
Du kan få hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis dit barn på grund af sin funktionsnedsættelse skal passes i hjemmet frem for at være dagtilbud/skole, eller under indlæggelse og kontrolbesøg og lignende. Det er en betingelse, at det er mest hensigtsmæssigt, at det er en forælder, som passer barnet i disse situationer.
Aflastning
Der kan etableres aflastning til familien, hvis dette er nødvendigt fordi den daglige tilværelse belastes væsentligt af barnets nedsatte funktionsevne. Aflastningen kan typisk ydes som tilskud til ”barnepige” i hjemmet eller som aflastningsophold for barnet i en institution eller i en plejefamilie.
Børnefaglig undersøgelse og handleplan
Hvis dit barn i øvrigt må antages at have behov for særlig støtte, skal barnets samlede situation belyses ved hjælp af en børnefaglig undersøgelse, som sagsbehandleren laver i samarbejde med andre, som kender barnet. Undersøgelsen skal pege på både ressourcer og problemer hos barnet og dets nære familie. Hvis der skal gives særlig socialfaglig støtte skal der også laves en handleplan, som beskriver støtten og dens formål.
Støtte i hjemmet
Der kan iværksættes både praktisk og pædagogisk støtte i hjemmet.
Kontaktperson
En kontaktperson kan for eksempel hjælpe barnet med at overkomme alvorlige vanskeligheder ved daglige aktiviteter, hvis forældrene er forhindret i selv at yde denne hjælp.
Ledsagelse til unge mellem 16 og 18 år
Hvis den unge på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan færdes alene, kan der bevilges op til 15 timers ledsagelse pr. måned.
Døgnophold
Hvis barnet ikke kan passes i hjemmet, kan barnet i stedet få døgnophold på en institution eller i en plejefamilie.