Lov om byfornyelse og udvikling af byer, der trådte i kraft den 1. januar 2004, er et redskab for kommunerne til at gennemføre en målrettet by- og boligpolitisk indsats. For at tilgodese dette formål har kommunen mulighed for at vælge mellem beslutningstyperne bygningsfornyelse, områdefornyelse, friarealer og kondemnering.
Indsatsområder
I 2010 er der afsat 245 millioner kroner til byfornyelse. Midlerne fordeles med 50 millioner kroner til områdefornyelse og de resterende midler fordeler sig til bygningsfornyelse, friarealforbedring, kondemnering mv.
I 2004 blev der uddelt en særlig pulje på 100 millioner kroner til en målrettet forsøgsindsats med byfornyelse i problemramte områder i større byer. Indsatsen gennemføres i perioden 2004-2011.
Der igangsættes hvert år forsøgs- og udviklingsprojekter med støtte fra byfornyelsen. Afsluttede og igangværende projekter er beskrevet på byfornyelsesdatabasen.
Byfornyelseslovens hensigt
- Byfornyelsen er et vigtigt instrument i den boligsociale indsats.
- Byfornyelsen skal igangsætte udvikling og omdannelse af de dårligste byområder for at gøre dem attraktive for bosætning og privat investering.
- Byfornyelsen skal forbedre boligstandarden i den dårligste del af boligmassen og dermed sikre tidssvarende boliger af en god standard.
- Byfornyelsen bygger på frivillighed og tager udgangspunkt i det private initiativ og privat medfinansiering.
Du kan læse mere om byfornyelse på Socialministeriets hjemmeside.