TEKNISKE ANLÆG

Antenner

Jordvarmeanlæg

Nedsivningsanlæg

Opstilling af plastolietank

Campingvogne og containere

Husstandsvindmøller

Antenner

Opsætning af satellitantenner med en diameter på over 1,0 m kan udføres efter anmeldelse til kommunen.

Ved anmeldelse forstås, at kommunen skal behandle din ansøgning inden for 2 uger (+ 2 postdage).

Anmeldelse skal indeholde:

  • Ansøgningsskema 
  • Tegning over antennens placering, højde- og afstandsforhold

Oplysninger om konstruktive forhold ved placering på bygning/mast.

Byggesagsgebyr

Når kommunen giver en tilladelse, vil der blive opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.

Jordvarmeanlæg

Hvis du vil have jordvarmeanlæg på din ejendom, skal du søge om tilladelse ved kommunen.

Ansøgningen skal indeholde:

  • Ansøgningsskema
  • Målefast situationsplan over din ejendom, som viser, hvor anlægget placeres og hvor slangerne graves ned i jorden. Evt. boringer/brønde på grunden skal indtegnes.

Et jordvarmeanlæg skal etableres af en autoriseret vvs-installatør.

Reglerne til etablering af jordvarmeanlæg findes i Bekendtgørelse 1019 fra den 31. oktober 2009 og Miljøbeskyttelsesloven §19.

Hvis din ejendom ligger indenfor beskyttede naturer, fredede områder mv., skal der forventes en længere sagsbehandlingstid, da du først skal opnå tilladelse/dispensation efter den pågældende lovgivning.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdeling Byg.

Afstandskrav

For almindelige jordvarmeanlæg med brine (væske bestående af vand og frostsikringsmiddel) er afstandskravet til alle drikkevandsboringer (både almene og private boringer) 50 m og 5 m til markvandingsboringer.

Byggesagsgebyr

Når kommunen giver tilladelse til jordvarmeanlæg, blive der opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.

Nedsivningsanlæg

Bor du i det åbne land eller sommerhusområde, hvor der ikke er offentlig kloak til afledning af spildevand, kan der søges om tilladelse til nedsivning af husspildevand, hvor forholdene tillader det.

Ved husspildevand forstås spildevand, der ikke indeholder andre stoffer end hvad der forekommer i spildevand fra husholdninger.

Lovgrundlaget for at etablere nedsivningsanlæg findes i Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter Miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4.

Ansøgningsmateriale

Ansøgning om tilladelse til nedsivningsanlæg skal sendes til afdeling Byg, og skal indeholde følgende oplysninger og materialer:

  • Ansøgningsskema
  • Situationsplan af ejendommen, visende anlæggets placering på grunden samt afstand til egen drikkevandsboring.
  • Oplysninger om jorden er egnet til nedsivning (kornkurver)

Det anbefales, at du udfylder ansøgningsskemaet i samarbejde med din kloakmester. Ansøgningen skal underskrives af både dig og din kloakmester.

Nedsivningsanlæg må kun etableres af en autoriseret kloakmester.

Autoriserede kloakmestre kan findes på sikkerhedsstyrelsen.dk.

Afstandskrav til vandboringer og brønde

Som udgangspunkt er der krav om en afstand på 300 m til vandindvindingsanlæg for drikkevand og 150 m til markvandsboringer. Der kan i særlige tilfælde dispenseres indtil 75 m fra egen og andre private drikkevandsboringer.

Afstanden fra nedsivningsanlæg til søer, vandløb og drænledninger skal være mindst 25 m.

Byggesagsgebyr

Når kommunen giver tilladelse til nedsivningsanlæg, blive der opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.

Regnvand

Regnvand kan efter tilladelse nedsives på egen grund.

Grundejeren må selv udføre arbejdet med faskiner, dog må du ikke foretage til og frakobling til det eksisterende anlæg.

Hvis der forekommer andet spildevand end husspildevand og regnvand, skal der vedlægges en beskrivelse af, hvorledes dette håndteres.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdeling Byg.

Opstilling af plastolietank

Forinden der opstilles en plastolietank, skal der ske en anmeldelse til kommunens afdeling Byg samt Natur og Miljø.

Ansøgningen til afdeling Byg skal indeholde følgende materialer:

  • Ansøgningsskema om anmeldelse
  • Situationsplan af hele ejendommen, visende de eksisterende bygninger samt placeringen af plastolietanken med angivelse afstand til skel og andre bygninger på grunden.
  • Plantegning af den bygning, hvori plastolietanken opstilles. Tegningen skal også vise den brandmæssig adskillelse.
  • Kopi af tankattest 

Anmeldelsen skal ske til kommunen senest 14 dage før du begynder at etablere tanken.

Regler og love

Ved etablering af olietanke skal du være opmærksom på reglerne i Olietankbekendtgørelsen samt på de særlige brandtekniske krav, der er til plastolietanke. Disse generelle regler og særlige krav kan læses i Vejledning om opstilling af plastanke med brandfarlige væsker.

Tankattest

Når du køber en olietank, skal du sikre dig, at leverandøren udleverer en tankattest. Attesten er en garanti for, at den købte olietank er typegodkendt til at opbevare fyringsolie i.

Campingvogne og containere

Hvis du vil opstille en opstille en campingvogn eller en container på et areal, hvad enten arealet er i byzone, landzone eller i et sommerhusområde, er der en række forhold, der gør sig gældende.

I byzone og sommerhusområder

I by- og sommerhusområderne skal du især være opmærksom på følgende forhold:

  • Undersøg om, området er omfattet af en lokalplan, byplanvedtægt eller lignende. Her kan der nemlig være et decideret forbud mod parkering af campingvogne, containere m.v.
  • Undersøg om, der kan være tinglyst forbud mod parkering af campingvogne eller opstilling af containere i grundejerforeningens vedtægter.
  • Endelig kan der være andre tinglyste dokumenter, hvori der er et forbud mod opstilling af campingvogne og containere.

Opstilling af en campingvogn eller en container vil blive betragtet som en bygning, hvis den stilles op for en længere periode. I denne forbindelse vil planer og vedtægter, som typisk indeholder regler for facadebeklædning, få afgørende betydning. Så snart en campingvogn eller en container betragtes som en bygning, vil også kravene i bygningsreglementet skulle opfyldes, herunder kravet til isolering.

Campingvogne og containere, som skal opstilles for en længere periode, dvs. mere end 6 uger, kræver byggetilladelse fra kommunen.

I landzone 

I landzoner vil opstilling af en campingvogn eller en container også kræve landzonetilladelse, hvis den opstilles for en periode på mere end 6 uger.

Beboelsesvogne 

Ovenstående forhold gør sig også gældende, hvis du gerne vil opstille en beboelsesvogn på et areal eller din ejendom. 

Byggesagsgebyr

Når kommunen giver en byggetilladelse, vil der blive opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.

Husstandsvindmøller

Opstilling af husstandsvindmøller kræver både byggetilladelse og landzonetilladelse fra kommunen. 

I henhold til Kommuneplanen kan der kun forventes meddelt tilladelse til opstilling af en husstandsvindmølle, hvis følgende krav er overholdt:

  • Ejendommen ligger i det åbne land i kommuneplanens jordbrugsområde
  • Møllen ligger i tilknytning til ejendommens øvrige bebyggelser
  • Møllen ligger mindst 200 m fra bymæssig bebyggelse
  • Møllen må have en maks. totalhøjde på 25 m og en rotordiameter på maks. 13 m
  • Møllen skal placeres udenfor fugle- og vildtreservater, geologiske, biologiske og kulturhistoriske beskyttelsesområder og økologiske forbindelser, friluftsområder og kulturmiljøer.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdeling Byg.

Ansøgningsmateriale

Din ansøgning skal indeholde:

  • Ansøgning om byggetilladelse og landzonetilladelse
  • Situationsplan, visende møllens placering på grunden
  • Oplysninger om møllen (højde, rotordiameter, udformning mv.)

Byggesagsgebyr

Når kommunen giver tilladelse til jordvarmeanlæg, blive der opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.

Sidst opdateret: 01-02-2011
Del siden på FacebookKommenter sidenFå denne side læst opPrint denne side

KONTAKT


Afdeling Byg 

Østergade 22

9510 Arden

Tlf. 97 11 30 00

Mail til raadhus

 

Postadresse

Nordre Kajgade 1

9500 Hobro

Att: Afdeling Byg

 

Kontakt en byggesagsbehandler