Overalt i Europa er naturen under pres, og dyr og planter går tilbage i antal og udbredelse. Derfor har EU vedtaget en række direktiver, der skal være med til at vende den negative udvikling, det såkaldte Habitatdirektiv fra 1992 og Fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979. Du kan finde links til flere oplysninger om Natura 2000 nederst på siden.
En udløber af direktiverne er udpegningen af et netværk af naturområder i hele Europa, der skal være hjørnestenene i den europæiske naturbeskyttelse. Dette netværk kalder man i daglig tale for Natura 2000-netværket, og de enkelte områder kaldes Natura 2000-områder.
Danmark har udpeget 246 Natura 2000-områder. Natura 2000-netværket omfatter Habitatområder, Fuglebeskyttelsesområder og Ramsarområder. Områderne er udpeget for at beskytte levesteder og rasteområder for fugle og beskytte truede naturtyper og plante- og dyrearter.
De arter og naturtyper, det enkelte område er udpeget for at beskytte, kaldes for områdets udpegningsgrundlag. Du kan se udpegningsgrundlagene for de enkelte områder på Naturstyrelsens hjemmeside.
Syv Natura 2000-områder er helt eller delvist beliggende Mariagerfjord Kommune. Områdernes afgrænsning kan ses på nedenstående kort.
Tilladelse, godkendelse, dispensation m.v.
Skal du som lodsejer foretage dig noget i eller i nærheden af et Natura 2000-område, der kræver en tilladelse, en godkendelse eller en dispensation fra f.eks. planloven, miljøbeskyttelsesloven, husdyrloven eller naturbeskyttelsesloven, gælder der særlige regler.
Du skal søge kommunen om tilladelse, godkendelse, dispensation m.v. og myndighederne skal derefter vurdere, om det du søger om, kan påvirke de arter og naturtyper, et område er udpeget for. Denne vurdering kaldes for en konsekvensvurdering. Det samme skal de gøre, når du ansøger om noget i nærheden af området, fordi en aktivitet her måske kan påvirke naturen og arterne inde i selve området.
Aktiviteter i områderne – hvad må jeg?
Du har som lodsejere pligt til at anmelde en række aktiviteter, der normalt ikke kræver særlig tilladelse, til kommunen, før de sættes i værk. Det drejer sig bl.a. om opdyrkning af vedvarende græs i fuglebeskyttelsesområder, ændring i græsningsintensiteten m.fl. Du kan se hvilke aktiviteter, der skal anmeldes på bilag II til naturbeskyttelsesloven, som du finder et link til nederst på siden. Er du i tvivl, så kontakt kommunen.
Planlægning
Natura 2000-planlægningen sker i forbindelse med Danmarks implementering af EU’s fuglebeskyttelses- og habitatdirektiver. Danmark er forpligtet til at sikre, at der ikke sker en forringelse af status i de udpegede områder og til at iværksætte, hvad der er nødvendigt for at opnå de fastsatte mål. For hvert område udarbejder staten en bindende Natura 2000-plan, der danner den overordnede ramme for områdernes administration og forvaltning. Du finder et link til Natura 2000-planerne nederst på siden.
Kommunal handleplan
Kommunen udarbejder indenfor Natura 2000-planens rammer en kommunal handleplan. Den kommunale handleplan skal implementere de handlinger, der sikrer, at de arter og naturtyper områderne er udpeget for at beskytte får god bevaringsstatus. Det betyder, at arterne og naturtyperne får det godt og at deres fremtidige eksistens sikres.