Modenhed
Når det er tid til at skrive dit barn op til skolestart, får du besked fra kommunen, enten via et brev eller gennem annoncer i dagspressen, fx lokalaviser.
Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn er modent nok og klar til at starte i skole, kan du henvende dig til skolen og få en samtale, der kan hjælpe dig til at tage den rigtige beslutning.
Du kan få flere oplysninger om dine muligheder og om de forskellige skoler ved at henvende dig til kommunen.
Børn med handicap eller funktionsnedsættelse
Er du forælder til et barn med handicap eller en funktionsnedsættelse, kan du med fordel starte i god tid med at planlægge skolestarten, gerne et til to år før det bliver aktuelt. Det er en god idé at få sat navn på og få inddraget den person, der skal koordinere overgangen mellem børnehave og skole, det er som regel sagsbehandleren eller en person fra pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR).
Håndbogen "En god skolestart – for børn med sjældne handicap" fra Center for Små Handicapgrupper, nu Team Sjældne Handicap, videregiver gode erfaringer, tips og ideer til forældre (også selvom barnet ikke har et sjældent handicap). Du kan hente håndbogen gratis:
En god skolestart - for børn med sjældne handicap (nyt vindue)
Skolevalg
Skolerne i kommunen hører til hver deres skoledistrikt. Din bopælsadresse bestemmer, hvilket distrikt du hører til, og altså hvilken skole dit barn vil blive tilbudt en plads på.
Men der er frit valg på skoleområdet, og det betyder, at hvis du ikke ønsker, at dit barn skal gå på distriktsskolen, kan du frit vælge en skole, der ligger uden for dit skoledistrikt eller i en helt anden kommune, så længe der er plads.
På Indenrigs- og Socialministeriets hjemmeside brugerinformation.dk kan du sammenligne skoler i dit nærområde eller på tværs af kommunegrænser. Du kan fx se oplysninger om antallet af elever, skolens værdigrundlag og klassekvotienter.
Sammenlign skoler, dagtilbud m.v. på brugerinformation.dk (nyt vindue)
Alderstrin
Der er 10 års undervisningspligt i Danmark. Det betyder, at dit barn som hovedregel skal starte sit skoleliv med at gå i en børnehaveklasse. Som udgangspunkt skal skolestart ske, når dit barn er seks år.
Tidlig start
Hvis skole og forældre sammen vurderer, at barnet er modent og kan følge en skoleundervisning, kan der gives dispensation til, at barnet kan starte i skole tidligere end normalt. Barnet kan tidligst begynde i skole i det kalenderår, hvor han/hun fylder fem år inden 1. oktober.
Sen start
Hvis I som forældre - i samråd med skolen og fx. barnets daginstitution - vurderer, at jeres barn ikke er modent til at starte i skole som seksårig, kan I anmode om, at der sker et års udsættelse af skolestart.
Børnehaveklasse
Alle børn skal gå i børnehaveklasse, det har været obligatorisk siden august 2009.
Fagligt indhold
Børnehaveklassen er et skoleår, hvor børn kan blive fortrolige med skolen, og hvor de lærer nogle grundlæggende ting. For eksempel skal børnene:
- lære tal og bogstaver at kende
- lære at lytte til og genfortælle en historie
- begynde at arbejde med skrift
Derudover arbejder børnene også med musik, bevægelse, natur, it osv. Et af målene med undervisningen er desuden at lære børnene nogle sociale færdigheder, såsom at arbejde i grupper og blive fortrolige med reglerne i en klasse.
Undervisning og timetal
Undervisningen foregår især gennem leg og lignende aktiviteter.
Det er især pædagogisk uddannede børnehaveklasseledere, der
underviser, men lærere kan også stå for en del af undervisningen.
Dele af undervisningen i børnehaveklassen kan foregå sammen med 1. og 2. klasse, så klasserne har fælles timer. På mindre skoler kan al undervisning for de tre årgange være fælles.
Timeantallet bestemmes af kommunalbestyrelsen, men ligger som regel på cirka 20 timer om ugen.
Klagemuligheder
Hvis du vil klage over noget i forbindelse med dit barns skolestart, kan du først henvende dig til skolelederen, der har det overordnede administrative og pædagogiske ansvar for skolen.
Er du ikke tilfreds med skolelederens afgørelse, kan du inden fire uger klage til kommunen. Kommunens afgørelse kan ikke ankes til anden myndighed.