ANMELDELSE AF BYGGEARBEJDE

I henhold til Bygningsreglement 2010 kap. 1.5 stk. 1 nr. 3 kan følgende byggearbejder udføres efter anmeldelse til kommunen:

  • Enkeltstående ombygninger og andre forandringer i bebyggelser, der alene vedrør en enkelt boligenhed på højst 150 m² i etageejendomme med mere end en bolig
  • Ombygninger og andre forandringer i en enkelt erhvervsenhed på højst 150 m²

Det er en forudsætning, at den enkeltstående ombygning eller forandring ikke må medføre en udvidelse af etagearealet.

Sådan anmeldes et byggearbejde

En anmeldelse skal være skriftlig og underskrives af ejendommens ejer. Anmeldelsen skal indeholde følgende oplysninger:

  • Ansøgningsskema 
  • Beskrivelse af arbejdets omfang
  • Evt. fuldmagt fra ejer (hvis ansøgningen ikke er underskrevet af ejer)
  • Situationsplan
  • Facadetegninger
  • Plantegning
  • Snittegning
  • Evt. kloakplan/afløbsplan

Alle tegningerne skal være målesatte og målefaste, og de skal sendes i 3 eksemplarer; et sæt til kommunen, ét til ejer og ét til ansøger.

2-ugers frist

Når kommunen modtager din anmeldelse, har kommunen 2 uger (+postgang) til at behandle din anmeldelse. Har kommunen ikke reageret inden 2 uger fra den dag anmeldelsen er modtaget, kan du begynde byggearbejdet.

Kræver det anmeldte byggearbejde dispensation, bortfalder 2-ugers fristen, og du skal afvente kommunens afgørelse, inden du begynder på byggearbejdet.

Dit ansvar som bygherre ved anmeldelsessager

Du skal være opmærksom på, at du selv er ansvarlig for, at dit byggeri overholder samtlige love og bestemmelser, der gælder i Bygningsreglement 2010, gældende lokalplan, byplanvedtægt, tinglyste servitutter mv.

Du har også pligt til selv at vide, om det aktuelle byggearbejde kræver dispensation. 

Det er derfor altid en god idé at kontakte kommunen, inden du begynder arbejdet, hvis du ikke har hørt fra kommunen, når fristen på de 2 uger er udløbet. 

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdeling Byg.

Tilladelsens gyldighed

En tilladelse bortfalder, hvis arbejdet ikke er påbegyndt inden 1 år fra tilladelsens dato.

Byggesagsgebyr

Når kommunen giver en tilladelse efter anmeldelsesreglerne, vil der blive opkrævet et gebyr for byggesagsbehandling.

Sidst opdateret: 01-02-2011
Del siden på FacebookKommenter sidenFå denne side læst opPrint denne side

KONTAKT


Afdeling Byg 

Østergade 22

9510 Arden

Tlf. 97 11 30 00

Mail til raadhus

 

Postadresse

Nordre Kajgade 1

9500 Hobro

Att: Afdeling Byg

 

Kontakt en byggesagsbehandler