Tilladelse efter BEK nr. 294 af 31. marts 2009
Hvis du har en landbrugsejendom til husdyrbrug, hvor der er mere end 15 DE (dog 3 DE ved pelsdyr) på ejendommen, kræver opførelsen af følgende bygninger også tilladelse efter Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug:
- Maskinhuse
- Halmlader
- Kornsiloer
- Malkeanlæg
Derfor sender afdeling Byg din byggeansøgning til kommunens Miljøafdeling, som skal vurdere den efter § 19 i Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug.
Afdeling Byg kan først meddele byggetilladelse til byggeriet, når Miljøafdelingen har færdigbehandlet den, og truffet en afgørelse om ikke-godkendelsespligt.
Hvis der er under 15 DE (dog under 3 DE ved pelsdyr) på ejendommen, kræver byggeriet kun byggetilladelse efter bygningsreglementet og anmeldelse til Miljøafdelingen.
Miljøgodkendelser og -tilladelser
Opførelse af følgende landbrugsbygninger kræver enten miljøtilladelse eller miljøgodkendelse efter Lov om Miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug:
- Staldbygninger
- Minkhaller
- Gyllebeholdere
- Ensilageplads/plansiloer/møddingspladser
- m.m.
Du skal kontakte kommunens Miljøafdeling, hvis du vil høre nærmere om, hvornår du skal søge om en miljøtilladelse eller miljøgodkendelse.
Afdeling Byg kan først meddele byggetilladelsen, når du har opnået den nødvendige tilladelse eller godkendelse efter Lov om Miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.