Mariagerfjord Kommune har en vedtaget Spildevandsplan - læs mere om planen her.
Det er ved lov* besluttet at forbedre rensningen af spildevand fra de ejendomme i det åbne land, der ikke er tilsluttet det offentlige kloaksystem, men som - via dræn eller direkte - leder spildevand til vandløb eller søer, hvor det er vurderet, at miljøtilstanden ikke er acceptabel.
For at opnå den målsatte kvalitet stilles forskellige krav til spildevandsrensningen (forskellige renseklasser) alt efter hvor følsomt et vandområde, spildevandet ledes ud i.
De fire renseklasser, der skelnes mellem, er:
| O |
Organisk stof |
| OP |
Organisk stof og fosfor |
| SO |
Ammoniak og organisk stof |
| SOP |
Ammoniak, organisk stof og fosfor |
*I 1997 vedtog Folketinget ændringer i Miljøbeskyttelsesloven, som medførte, den første udpegning af områder i det åbne land, hvor indenfor der skal ske en forbedring af spildevandsrensningen. I 2010 er der med Miljømålsloven (som er implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv) udpeget yderligere områder til forbedret spildevandsrensning. Det er således pålagt ejere af ejendomme som udleder til vandmiljøet i de pågældende områder at forbedre rensningen.
De udpegede områder i det åbne land, som skal gennemføre forbedret spildevandsrensning, kan du se på dette kort. Nogle ejendomme har allerede gennemført forbedret spildevandsrensning, blandt andet i Hadsund området. De ejendomme, som endnu ikke har, og som udleder i vandområder, vil i de nærmeste år blive kontaktet af Mariagerfjord Kommune.
Kommunerne vil altid kunne stille krav om forbedret spildevandsrensning, såfremt et spildevandsanlæg ikke fungerer korrekt eller giver anledning til uhygiejniske forhold.
Ansøgning
Etablering eller ændring af et spildevandsanlæg på privat grund til behandling af husspildevand kræver en tilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven. Ansøgningen skal sendes til Mariagerfjord Kommune, afdeling Byg.
Bemærk at enhver etablering af et nyt eller ændring af et eksisterende spildevandsanlæg, kræver tilladelse fra kommunen. Såfremt belastningen til et eksisterende spildevandsanlæg øges, eksempelvis ved tilbygning til huset, kræver Mariagerfjord Kommune, at der skal etableres et godkendt spildevandsanlæg.
Anlægstyper
Spildevand fra køkken, bad og toilet skal ledes til spildevandsanlægget.
Tag- og overfladevand må ikke ledes til spildevandsanlægget, men kan i stedet fx nedsives i faskiner.
Bundfældningstank (septiktank)
Inden husspildevandet føres til nedsivningsanlæg eller minirenseanlæg (eller anden type), skal spildevandet gennemgå en mekanisk rensning via en godkendt bundfældningstank med min. 2-kamre og et volumen på min. 2 m3 (tallene gælder for et 5 personers anlæg, hvilket svarer til en almindelig husstand). Bundfældningstanken skal tømmes efter behov dog minimum en gang om året via den kommunale tømningsordning. Mange ejendomme har i dag kun en bundfældningstank, inden spildevandet ledes til vandmiljøet. Det er disse ejendomme, som kan blive omfattet af krav om forbedret spildevandsrensning.
Nedsivningsanlæg
I et nedsivningsanlæg bortskaffes spildevandet ved, at vandet siver ned gennem jordlagene til grundvandet. I den øvre del af jorden bliver en stor del af spildevandets indhold af forurenende stoffer nedbrudt af mikroorganismer eller tilbageholdt. Før nedsivningsanlægget skal spildevandet passere en velfungerende bundfældningstank (se ovenfor). Selve nedsivningsanlægget opbygges af en række sivedræn, der graves ned i frostfri dybde. Sivestrengene skal dimensioneres efter vandmængde og jordbundens beskaffenhed. Et typisk nedsivningsanlæg består af 2 eller 3 drænstrenge på hver 15 meter.
Jordbundsforholdene, høj grundvandsstand og afstand til eksempelvis drikkevandsboringer, veje, bygninger, dræn, vandløb og søer kan betyde, at der ikke kan etableres nedsivningsanlæg på ejendommen. Alternativt kan nedsivningsanlægget med fordel hæves. Derved foregår nedsivningen i en sandmile helt eller delvist over terræn.
Nedsivning lever op til alle renseklasser (O, SO, OP, SOP).
Minirenseanlæg
I minirenseanlægget renses spildevandet kemisk og biologisk, efter at det har passeret en bundfældningstank. På den måde omsættes og bindes størstedelen af de forurenende stoffer i spildevandet. Efter rensning ledes vandet til nedsivning i simple bioblokke eller udledes til vandmiljøet, hvor dette kan tillades (se Udledning af renset spildevand fra minirenseanlæg). Minirenseanlægget er en brønd med pumpe, som renser spildevandet ved hjælp af mikroorganismer. Minirenseanlægget er en kompakt løsning i forhold til de fleste andre rensemetoder. En husholdning vil skulle bruge et såkaldt 5 PE-anlæg, som kan rense spildevandet fra 5 personer. Minirenseanlæggene skal være typegodkendt.
Minirenseanlæg lever op til alle renseklasser (O, SO, OP, SOP).
Andre typer af anlæg
Der findes også andre typer af spildevandsanlæg som for eksempel biologisk sandfilter, rodzoneanlæg og pileanlæg.
Udledning af spildevand og regnvand til vandmiljøet
Ifølge Spildevandsbekendtgørelsen omfatter begrebet spildevand husspildevand, spildevand fra erhvervsvirksomheder, herunder kølevand og filterskyllevand samt regnvand fra tagarealer og befæstede arealer. Derfor skal udledning af såvel det sanitære spildevand som vand fra arealer og tagvand meddeles ved tilladelse.
Udledning af spildevand til vandløb, søer og havet må ikke være i modstrid med det pågældende vandområdes målsætning
Udledning af tag- og regnvand
Regnvand skal så vidt muligt holdes på egen grund, hvor det nedsives i jorden evt. vha. en faskine eller udnyttes til andre vandingsformål. Dette er den mest skånsomme løsning for miljøet og belaster ikke den kommunale kloak- eller regnvandsledning.
Alternativt kan tag- og regnvand fra helt eller delvist befæstede arealer, herunder parkeringsplader, veje og jernbaner, udledes til vandmiljøet (vandløb, søer eller havet), hvilket kræver en særskilt tilladelse.
Udledning til vandløb kræver at den udledte vandmængde neddrosles til maksimalt 5 l/s via et forsinkelsesbassin. Det gøres for at undgå ødelæggelse og erosion i vandløbet under kraftige regnvejrshændelser.
Tag- og overfladevandet må ikke indeholde andre stoffer, end hvad der sædvanligt tilføres regnvandet i forbindelse med afstrømning på veje, parkeringspladser, gårdpladser m.v. eller have en væsentlig anden sammensætning. Foranstaltninger i form af oliefilter, kornfang mm kan være påkrævet.
Ansøgninger behandles af Mariagerfjord Kommune, Natur og Grundvand.
Vedr. udledning af regnvand fra vaskepladser, oplagspladser mv., se Udledning af forurenende stoffer.
Udledning af renset spildevand fra minirenseanlæg
Af miljøhensyn foretrækkes det at lede det rensede spildevand til nedsivning i simple bioblokke, hvor dette er muligt. Alternativt kan der gives tilladelse til at det rensede spildevand udledes til vandmiljøet, hvor dette er foreneligt med miljøhensynet.
Tilladelsen til udledning gives i forbindelse med tilladelsen til etablering af minirenseanlæg.
Udledning af forurenende stoffer
Udledning af miljøfarlige stoffer til vandmiljøet (vandløb, søer eller havet) alene eller via spildevand kræver særskilt tilladelse. Der kan fx være tale om udledning af processpildevand, afværgevand, filterskyllevand, kølevand, rejektvand, lænsevand, vand fra vaskepladser og oplagspladser, renseanlæg, overløb fra fælleskloak mv.
Udledning af miljøfarlige stoffer skal begrænses mest muligt ved hjælp af den bedste, tilgængelige teknik (BAT). Desuden skal det ved enhver udledning sikres, at kvalitetskrav for det vandområde, hvortil der udledes, kan overholdes. En udledning må hverken direkte eller indirekte forøge forureningen af vandløb, søer eller havet. Dette betyder, at udledningens forureningspåvirkning skal vurderes både for lokalområdet omkring udledningen og i relation til forureningen af mere fjerntliggende vandområder.
Ansøgninger behandles af Mariagerfjord Kommune, Natur og Grundvand.
Dog meddeles tilladelse til direkte udledning, efter ansøgning, af Miljøcenter Århus (staten) - hvis udledningen sker fra en virksomhed, hvor staten er godkendelsesmyndighed.
Faskiner til regnvand
Det er miljømæssigt fordelagtigt at nedsive tagvand, hvor der er egnede jordbundsforhold. Herved øges grundvandsdannelsen, og belastningen på vandløb eller kloakker reduceres.
Hvad er en faskine?
En faskine er i princippet et hulrum i jorden, hvor tag- og overfladevandet siver ud gennem faskinens bund og sider. Faskinen fyldes med sten, singelse eller lignende. Der kan også anvendes særlige faskine-kasetter af plast, hvorfra regnvandet kan sive ud og ned i jorden.
Hvor stor skal den være?
Faskinens volumen skal være stort nok til at opmagasinere vandmængden, hvis tilstrømningen midlertidigt er større end udsivningen. Ring til kommunen og få hjælp til dimensioneringen.
Afstandskrav
Faskiner til afledning af regnvand fra tag- og overfladearealer anbringes på ejendommens grund mindst 25 m fra drikkevandsbrønde, drikkevandsboringer, vandløb, søer og havet. De vejledende afstandskrav til beboede bygninger er mindst 5 m. Ved bygninger uden beboelse og uden kælder kan afstandskravet nedsættes til 2 m. De vejledende afstandskrav til skel er 2 m.
Jordbunds- og grundvandsforhold
En faskine kan laves de fleste steder. Visse steder er jordbunden dog uegnet til nedsivning.
Sand og grus er meget velegnet til nedsivning. Morænejord med ler kræver større faskiner, mens meget tæt lerjord kan være problematisk at etablere faskiner i. Hvis faskinen placeres i tæt jord/leret jord, bør faskinen anbringes et sted, hvor det ikke gør noget, at der bliver sumpet i våde perioder f.eks. i staudebedet. Grundvandsstanden kan undersøges ved at lave en prøvegravning. Støder man under en prøvegravning på grundvand, skal faskinen enten flyttes til et mere egnet sted, eller faskinen kan gøres bredere eller længere og mindre dyb.
Tilladelse
Hvis der ønskes udledning af tagvand til faskine fra store tagarealer større en 800 m2, kræver dette en tilladelse jf. Spildevandsbekendtgørelsen. Dette skyldes, at der under kraftige regnvejrshændelser kan falde meget store mængder vand, som det skal sikres kan løbe et forsvarligt sted hen således at fx overfladeerosion til vandløb og udledning til kloak forhindres.
Etablering af faskine
Som grundejer må man selv udføre arbejdet med faskiner og tilhørende ledninger. Dog må Du ikke selv foretage til- og frakoblingen til det eksisterende kloaksystem - dette arbejde er forbeholdt en autoriseret kloakmester.
Det er grundejeren, der har det fulde ansvar for, at etableringen af anlægget udføres efter gældende regler. Grundejeren har ligeledes ansvaret for vedligeholdelse af faskinen.